Male vægge – hvad maler man først?

Skrevet d. 19. januar 2016


Hvordan maler man hjemmet?

Når du skal male i dit hus eller din lejlighed, kan det være svært at vide, hvor du skal starte og hvilke forberedelser du skal gøre dig inden selve malerarbejdet. Med denne guide kan du formentlig blive lidt klogere på området og få en række tips til, hvordan du bedst muligt griber opgaven an.

 

Det forberedende arbejde

Inden du går i gang med selve malerarbejdet, er der en række forberedende arbejdsopgaver, som du først skal klare.

 

Rengøring:

Når der skal males, er det altid en god idé at starte med at rengøre rummet. Støvsug væggene og tør dem efterfølgende med en våd klud eller svamp. Hvis der har været røget i rummet, eller der er brændeovn, bør du vaske væggene med grundrens og herefter med rent vand.

 

Afdækning:

Sørg for at afdække med tape på både lister, karme og langs loftet. Læg desuden plastik eller afdækningsfilt på gulvet og fastgør det eventuelt med malertape.

 

Reparationer:

Inden du går i gang med malerarbejdet, bør du undersøge væggene for huller og revner samt fjerne gamle søm og skruer. Herefter skal du spartle hullerne, så det igen bliver pænt og glat. Det kan være en fordel at vaske spartlingen over med en svamp eller klud, mens massen stadig er våd. Dette vil give mindre slibearbejde efter spartlingen er tørret.

 

Værktøj:

Når du skal male i hjemmet, er det vigtigt, at du har det rette malerudstyr og værktøj. Du skal bruge følgende ting til malerarbejdet:

  • En god malerrulle
  • En oval eller flad pensel (35-45 mm bred)
  • En skammel eller stige
  • Et forlængerskaft, som kan give bedre overblik og er bedre for dine ben og ryggen
  • Arbejdslampe – et godt lys er vigtigt

Det er en god idé at vaske dit malerudstyr med vand og vrid det tørt, inden du går i gang med malerarbejdet. Derudover skal din spartelmasse og væggene være helt tørre, inden du starter.

 

Maling af vægge

Hvis du skal male oven på tapet, er det vigtigt at se om tapetet sidder ordentligt fast på væggen. Hvis det sidder løst, kan du sætte det fast med tapetklister, eller du kan vælge at fjerne det gamle tapet. Derudover er det en god idé at sikre, om det eksisterende maling sidder ordentligt fast på væggen.

Dette kan du tjekke ved at klistre et stykke tape på væggen, og hvis der sidder rester af malingen på tapen, sidder malingen altså ikke tilstrækkeligt fast. Du skal derfor have fjernet den gamle maling, inden den nye kommer på.

 

Fremgangsmåde

Pletmaling:

Start med at pletmale de steder, hvor du har spartlet eller andre steder, hvor væggen er uens.

 

Mal med pensel:

Det er en god idé at starte med at male de vanskelige områder i rummet. Dette kan bl.a. være i hjørner, bag radiatorer, langs paneler og loft, hvor det er smart at male med en pensel. Mal så tæt på kanterne som muligt. Resten af væggen kan du så efterfølgende male med en malerulle.

 

Mal med rulle:

Nu kan der males med malerrullen, på de lige stykker. Husk at mal vådt-i-vådt, så du ikke risikerer synlige overgange. Mal væggen så farven dækker fuldstændig. Ved de fleste kvalitetsmalinger, kan du nøjes med 1-2 påføringer, alt efter hvilken farve du har valgt. Rul gerne på kryds og tværs, men slut af med at rulle op og ned, i lodrette baner. Dette vil helt klart give det pæneste resultat – specielt ved mørke farver, da det er lettere at se.

Når du maler, er det altid godt at have en fugtig klud ved hånden. Så kan du hurtigt tørre af, hvis du kommer til at spilde eller male på kanter.

 

Mal anden gang:

Ofte skal væggene have to gange maling, så det dækkes ordentligt. Her er det vigtigt at overholde tørretiden, som er angivet på malerspanden. Dette er ofte kun 3-4 timer. Hvis du maler anden gang, inden det først lag er ordentligt tørt, kan du risikere at trække det første lag af igen, hvilket ville være ærgerligt.

Når malingen er tør, kan du fjerne malertape og afdækningsplastik i rummet.